Intern rokade og ny salgsdirektør i HMF

Den danske producent af lastbilkraner, HMF Group A/S, får ny CCO til juni 2023.

 

Den danske kranproducent HMF har udpeget Olaf Fiedler som ny salgsdirektør for HMF Group fra 1. juni 2023. Den nuværende indehaver af stillingen, Søren Them Kjær, vil efter eget ønske påtage sig nye opgaver i HMF.

"Jeg er glad for, at vi har fundet en langsigtet og god løsning for alle involverede parter, efter Søren Kjærs eget ønske om at træde tilbage som CCO. Det er altid dejligt at kunne fastholde talenter og muliggøre karriereønsker internt i virksomheden.

Søren Kjær har været en del af HMF ad to omgange; først som eksportchef i 9 år, og efter nogle år i bl.a. Suzlon Wind Energy A/S, runder han atter de 9 år hos HMF – denne gang som CCO. Han har gjort et virkelig godt stykke arbejde gennem årene, har stor erfaring inden for vores branche og kender vores kunders behov ud og ind. Derfor vil han fortsat være meget værdifuld for HMF," siger Mikkel Winther Andersen, CEO i HMF Group A/S.

Den nyudnævnte salgsdirektør, Olaf Fiedler, kommer med mere end 20 års erfaring inden for transportindustrien og løftebranchen og har de sidste 6 år stået i spidsen for HMF’s tyske datterselskab. Olaf Fiedlers efterfølger som administrerende direktør bliver Thomas Hanhardt, som med stor succes har opbygget en omfattende portefølje af storkunder i Tyskland gennem de seneste tre år. Han har også årtiers erfaring inden for kranbranchen.

Mikkel W. Andersen fortsætter: "Jeg er glad for, at vi har været i stand til at besætte både CCO-rollen, men også stillingen som Managing Director i Tyskland med så erfarne ledere fra vores egne rækker. Det vil sikre stabilitet og bidrage til at fortsætte den vækstrejse, som vi har været på indtil nu."

HMF Groups ledelsesteam vil således pr. 1. juni bestå af: Mikkel Winther Andersen, CEO; Klaus Skov Mortensen, CFO; Steen Lervad, VP Service; Mette Egestad, R&D Director;  Johnny Worsøe Theil, COO og Olaf Fiedler, CCO.