Fond bag kranproducenten HMF donerer 9 millioner til ny behandling mod rystesyge
Donationen skal gå til udstyr til banebrydende behandling mod rystesyge. En behandling, som AUH bliver det første offentlige hospital i Skandinavien til at tilbyde.
Rystesyge er en sygdom, der rammer op imod 10 procent af alle danskere over 60 år. Sygdommen kan være svært invaliderende, og der har hidtil ikke eksisteret en medicinsk eller kirurgisk behandling mod tilstanden i Skandinavien.
Men en ny behandling, der har vist positive resultater i udlandet, kommer nu til Aarhus. Med donationen fra Bundgaard-Fonden bliver AUH nemlig det første offentlige hospital i Skandinavien til at tilbyde fokuseret ultralydsbehandling mod rystesyge.
”På AUH er vi utroligt taknemmelige og meget glade for, at Bundgaard-Fonden har doneret 9 millioner kr. til det nye udstyr, der er afgørende for, at vi fra 2023 kan tilbyde den nye behandling mod rystesyge. Uden donationen havde dette ikke være muligt,” udtaler lægefaglig direktør på AUH, Claus Thomsen i en pressemeddelelse fra AUH.
Vil støtte udviklingen af sundhedsvæsenet i Aarhus Kommune
Kranproducenten, HMF, er 100% ejet af Bundgaard-Fonden, og fondens primære formål er da også at sikre udviklingen af HMF som en stærk virksomhed og en god arbejdsplads.
Men Bundgaard-Fonden har også et almennyttigt formål, nemlig at donere penge til hospitalsvæsenet i Aarhus. Netop derfor, fandt Fonden donationen til behandling mod rystesyge relevant.
”Da AUH præsenterede os for, hvordan vi med en donation på 9 mio. kr. kan være med til markant at forbedre livskvaliteten for mennesker med rystesyge, var vi ikke i tvivl om, at det skulle vi,” fortæller formanden for Bundgaard-Fonden, Jens Jørgen Madsen.
Det var Jens Jørgen Madsen selv, der overrakte donationen på 9 millioner kr. til AUH ved en overrækkelsesceremoni den 24. februar. Han havde selskab af HMF’s direktør, Jens Seehusen Christensen.
Muliggør behandling af op mod 70 danske patienter årligt
Den banebrydende metode behandler via ultralyd det område i hjernen, hvor rystesygen udgår fra. Flere tusinde patienter har allerede oplevet en positiv effekt af behandlingen – Langt de fleste allerede ved behandlingens umiddelbare afslutning.
AUH har en forventning om, at 30-70 patienter i Danmark årligt kan behandles med fokuseret ultralydsbehandling allerede fra starten af 2023.
Jens Jørgen Madsen udtaler: ”Vi er meget glade for at kunne bidrage til så banebrydende en behandling, der meget konkret og håndgribeligt forbedrer danske patienters livskvalitet.”
AUH håber på, sammen med internationale centre, at udvide behandlingen til at omfatte andre bevægeforstyrrelser såsom Parkinsons sygdom i fremtiden.
Mere information
Om donationen
Jens Jørgen Madsen, formand for Bundgaard-Fonden, mobil: 21 78 18 44
Om den kommende nye behandling på AUH
Andreas Nørgaard Glud, afdelingslæge, Hjerne- og Rygkirurgi og projektleder for indførelse af den nye behandling for rystesyge på AUH, mobil: 23 88 22 13