Arne Bundgaard - Historien bag HMF’s grundlægger
Historien begynder i 1945 med en ung automekaniker, der drømte om at drive noget stort.
Den unge mand lånte lidt penge af sin familie og solgte sin elskede motorcykel for at købe et cykel- og autoværksted, som han kaldte for Højbjerg Maskinfabrik (HMF). Sidenhen er virksomheden ekspanderet, både i ind - og udland, og mange ting er forandret. Men i dag, 80 år senere, er HMF stadig Danmarks eneste producent af lastbilmonterede kraner. Det hylder vi ved at dele historien om HMF og virksomhedens grundlægger, Arne Bundgaard Jensen: en mand med mange ideer og et enormt gåpåmod.
En leder på gulvet
”Arne elskede at være på gulvet”, sådan beretter Claus Pedersen og Jens Ove Bøgholm som vi har allieret os med for at blive klogere på Bundgaards liv og lederskab. De to medarbejdere blev ansat som maskinarbejdere i henholdsvis i 1976 og i 1982 og har derfor oplevet virksomhedens stifter med egne øjne. Ifølge deres erindringer, var Arne Bundgaard ikke typen, der gemte sig bag et direktørbord. Han ville mærke sin virksomhed, høre maskinerne arbejde og se resultaterne tage form.
”Han gik altid rundt på fabrikken og talte med folk - så længe samtalen altså handlede om HMF”, erindrer Claus Pedersen.
Derfor var han tit til stede på fabrikken, hvilket havde sine fordele. Hvis man som medarbejder kom på en idé, der f.eks. kunne optimere eksisterende processer eller forbedre de nuværende forhold, var det let at gå direkte til virksomhedens øverste leder med forslaget, da han ofte befandt sig i produktionen eller lige i nærheden. På den måde fik man hurtigt svar på, om Arne kunne lide ideen eller ej. Hvis han kunne, blev tiltaget hurtigt sat i værks, for Arne var ikke typen, der ventede længe med at handle. Men hvis ikke - så var der ikke meget at gøre. Sagde han nej, var det sådan - for Bundgaard lod sig ikke sådan overtale. Og dog, for indimellem forekom der undtagelser, hvor den ellers så beslutsomme leder, måtte trække sit afslag tilbage. Så kunne han vende tilbage flere uger eller måneder senere og sige: ”Jeg har tænkt lidt over det…”, og så var det pludselig en god idé alligevel. Selvom det krævede et hak i stoltheden at indrømme, at han måske havde taget fejl i første omgang, så ville Arne fremfor alt, altid fabrikken det bedste.
Små vaner, store resultater
Blandt medarbejderne var Bundgaard kendt for sin faste weekendrutine:
når arbejdsdagen var ovre kunne en udvalgt gruppe medarbejdere blive inviteret hjem til lørdagsmiddag med sild og snaps omkring direktørens spisebord. Det var ikke kun for hyggens skyld, men også for at tale om arbejde og mulige forbedringer. På den måde kunne Bundgaard få indsigt i fabrikkens arbejdsgang fra medarbejdernes perspektiv.
Om søndagen, når han havde spist morgenmad og svømmet i sin indendørs swimmingpool, gik han fra villaen, gennem gården og ind i den tomme fabrik, hvor maskinerne stod stille for en stund. For at få et overblik over produktionens status, bevægede han sig rundt mellem hver arbejdsstation og observerede nøje. Om mandagen ville Bundgaard så returnere til fabrikken for at dele ud af sine bemærkninger, hvor han f.eks. ville sige: ’Du har vist lidt for meget på lager’ eller ’Du er vist lidt bagefter’ til de enkelte medarbejdere. Han havde et skarpt blik for alt, hvad der foregik på fabrikken, fortæller Jens Ove Bøgholm.
Når det var sommerferie, havde direktøren også en rutine som han yndede at udøve. Her ville han lægge vejen forbi fabrikken med rundstykker til de medarbejdere, som havde taget sommerferie-tjansen. Så ville han sætte sig til rette for at fortælle om sine nyeste idéer og planer over et rundstykke i sommervarmen.
En fremsynet forretningsmand
Arne Bundgaard var mere end en opfinder - han var også en fremsynet forretningsmand forud for sin tid. Allerede i 1960’erne indførte han overskudsdeling i HMF - et årti før idéen blev populær i socialdemokratiske kredse. Han mente, at virksomhedens værdi og medarbejdernes indsats skulle hænge sammen.
I begyndelsen af 1980’erne købte Bundgaard endnu en fabrik, som kom til at markere et nyt kapitel for HMF - denne gang i Galten. Herefter besøgte han ikke længere lige så ofte produktionen i Højbjerg, men det var tydeligt for medarbejderne, at det ikke handlede om afstand - det handlede om ambition. Bundgaard tænkte altid på næste skridt.
Det samme gjaldt for hans egen 70-års fødselsdag. Imens medarbejderne gjorde klar til at fejre ham, tog Arne ganske enkelt til England og Tyskland for at åbne 2 nye datterselskaber: HMF Ladekrane og HMF UK.
”Det var så typisk ham - at fejre sig selv ved at skabe nyt”, forklarer Claus Pedersen.
En opfinder – også privat
Det var ikke kun på fabrikken, at Arne udfoldede sine innovative evner. Ifølge både Jens Ove Bøgholm og Claus Pedersen, var direktøren lidt af en Georg Gearløs-type - også privat.
Hans hjem på Oddervej i Højbjerg - en stor arkitekttegnet villa, klos op ad hans elskede HMF-fabrik - var en sand legeplads for hans tekniske opfindsomhed.
”Den første sommerferie jeg var her, eksperimenterede Arne med en ny og automatiseret teknik til at indfange ænder i havens sø”, fortæller Claus Pedersen.
Til formålet udviklede Bundgaard to fælder med faldlemme, som kunne registrere bevægelse i søen. Når der var gået en and i fælden, klappede faldlemmen derfor automatisk i. Herfra var spørgsmålet blot, om det nu var en stor nok and, der var gået i fælden. Da han ville spare sig selv fra gåturen fra huset til søen, udviklede han naturligvis en lettere måde til at tjekke det på. Derfor trak han et kabel fra husets fjernsyn til et kamera som han installerede ved søen, så han let kunne følge med i sin andejagt på fjernsynsskærmen fra den varme stue. Hvis byttet i fælden ikke var stort nok, kunne han fra huset åbne for fældens faldlem og sætte anden fri i søen igen.
”Han var en sand Ole Opfinder”, griner Jens Ove Bøgholm.
I forlængelse af villaens enorme køkken, byggede Arne en havestue, der kunne hæves og sænkes automatisk. Ved brug af hydraulik, - som naturligvis var hans spidskompetence - opfandt han en mekanisk løsning til at bevæge havestuen en meter ned til havens grundplan, og en meter op på plads igen. Samme procedure gjaldt for Bundgaards swimmingpool, hvor han udviklede et tag, der automatisk kunne køre af og på, så han både kunne tage sine svømmetag indendørs og under åben himmel.
Engang var villaen topmoderne for sin tid med vinkælder, samtalekøkken, badeværelse med telefon på væggen og en karpedam i dagligstuen - indrettet ned til hver eneste detalje efter husejerens overdådige smag. Da vi besøger huset - det samme hus, hvor Arne boede til sin død i år 2000 - står det meste som da han i sin tid forlod det. De smarte, hydrauliske opfindelser er dog ude af drift, havens fritgående rådyr og påfugle er for længst forsvundet, og der er hverken vand eller karper i dagligstuens indendørs karpedam. Alligevel, emmer villaen stadig af den særlige ånd, der karakteriserede Arne Bundgaard: handlekraft, opfindsomhed og en umættelig trang til at skabe. Det er måske netop derfor, at HMF stadig bruger huset til afholdelse af kurser; selvom det trænger til en kærlig hånd, er villaen en ganske særlig del af virksomhedens historiske arv.
Arven efter Arne
Når man taler med dem, der kendte ham, males et tydeligt billede: Arne var håndværker, ingeniør og entreprenør på én gang - en sand opfinder med et strategisk sind. Han var fabrikslederen, der hver søndag gik sin runde på fabrikken, fordi han ikke kunne lade være. Opfinderen, der elskede at skabe og tænke nyt. Og manden, der lagde fundamentet til en virksomhed, der 80 år senere stadig bygger på hans idéer, værdier og vilje.