Jens Ove, makkerparret og den trofaste HMF-kran, der holder Randers Havn i gang
02-02-2026 00:00:00I Randers Havn ligger slæbebåden Jens Ove. Den blev bygget i 1981 på Assens Værft og leveret direkte til havnen, klar til tre opgaver: bugsering, isbrydning og vedligeholdelse af de afmærkninger som guider havnens øvrige skibe sikkert mod deres destination. Midt på dækket står den gamle HMF kran – og den har været med fra begyndelsen.
Skibsfører Per og kranfører Erik har arbejdet sammen i 26 år.
“Vi er ligesom et gammelt ægtepar,” fortæller Per. “Vi siger ikke ret meget, men vi ved, hvad hinanden tænker.”
Erik har mange roller ombord: motormand, kok og kranfører.
“Jeg passer hele skibet,” siger han med et glimt i øjet.
Hvis Jens Ove sejler, sejler de sammen. De er på vagt året rundt – klar, når isen lukker havnen, eller når skibe har brug for hjælp med at vende, bakke eller komme fri.
Og hvordan kom skibet så egentlig til at hedde Jens Ove? Da båden skulle døbes, skulle alle i havneudvalget smide en seddel i hatten med et forslag til et navn. Havneudvalgsformanden Jens Ove ønskede ikke at hans forslag skulle være navnet på fartøjet, og skrev derfor sit eget navn på – og netop den seddel blev trukket. Så i dag deler båden navn med den daværende havneudvalgsformand, manden der havde det overordnede ansvar og holdt styr på driften. I dag er det slæbebåden Jens Ove, der spiller en central rolle i havnens hverdag, hvor den løser sine opgaver året rundt.
Der er næsten is hvert år i Randers Havn, og som isbryder knuser Jens Ove isen, så skibene kan komme sikkert ind og ud. Resten af året handler arbejdet blandt andet om afmærkninger – omkring 200 bøjer på den 30 km lange strækning fra Randers Havn igennem Randers Fjord og ud mod Kattegat skal udskiftes og vedligeholdes af havnens ansatte.
Her spiller kranen en afgørende rolle. Den løfter bøjer og ankre ombord, når afmærkninger skal skiftes. Kranen er en 45 år gammel HMF’er i modellen A66 K2, og den har været med ombord siden 1981 og er stadig i daglig drift.
“Den fungerer perfekt,” siger Erik, som har kørt kranen i 35 år. Han passer den selv, mens den jævnligt bliver efterset.
“Kranen kan foldes helt sammen, så den ikke fylder på dækket,” fortæller Per. “Det er vigtigt, når vi arbejder.”
Og når de to arbejder, så er det med 24 timers bevågenhed, hvilket altså også betyder arbejde den 24 december. For hvis et skib på deres rute er kommet i problemer, er Per, Erik og Jens Ove klar til at rykke ud. Hertil fortæller Per smilende om en juleaftensdag der krævede deres service, og som næsten endte ud i at de to måtte fejre juleaften sammen med Jens Ove i stedet for deres familier. ”Ja, der var vi altså tæt på at misse flæskestegen” fortæller Per grinende.
At komme hjem til jul må vi gå ud fra er at foretrække for de to herrer, men en lille juletradition har de dog udviklet sammen med Jens Ove hen over årene. Hvert år i december måned sejler båden nemlig rundt med et lysbeklædt juletræ øverst på skibet. Dette fortæller Per og Erik, er for at skabe en hyggelig julestemning for alle der må gå forbi Randers havn i december måned.
Og efter dette lærerige, charmerende og sjove besøg hos Per og Erik ombord på den båd, som de i 26 år har kaldt deres fælles arbejdsplads, kan jeg kun gå ud fra, at hvis der er noget, den gamle isbryder kan, så er det at skabe stemning og liv i Randers Havn – hele året rundt.