HMF gennem 4 årtier
06-05-2025 00:00:00Vi havde for nyligt fornøjelsen af at møde Jørgen Helbo fra Bendt Hansen i Risskov, på en solrig dag ved HMF’s hovedkontor i Højbjerg. Jørgen har arbejdet med HMF kraner i snart 40 år, og det er med et smil på læben! Han har kun i ganske få år af sin karriere kørt med andre kraner, men han er altid vendt tilbage til HMF, for som han selv siger: ”Hvorfor skulle jeg skifte når HMF virker?".
Jørgen kører i dag med en spritny opbygning med en 2820’er, som han har haft i 2,5 måned. Den er opbygget i Galten og ifølge ham er denne kran den bedste model, der findes.
Kræfterne bliver brugt godt, for Jørgen arbejder med alt fra grab og pallegaffel til stropper og servicerer primært murere, tømrere og anlægsgartnere i Aarhus og omegn.
Et af de seneste projekter for ham har været at flytte 540 tons sand til legepladser rundt omkring i Horsens – en opgave der kræver både præcision og styrke. Og med et lad, der kan tage 16 tons ad gangen og en fastmonteret kran for maksimal styrke og fleksibilitet, er Jørgen godt klædt på.
Jørgen nævner, hvordan han især sætter pris på den præcision som HMF-kraner har, en vigtig faktor når opgaverne kræver nøjagtighed. Hans vogn er endda specialbygget til at kunne køre med 20-fods containere og har yderligere sidetip på begge sider – et tydeligt tegn på, at vi har med en erfaren fagmand at gøre.
Hos HMF sætter vi stor pris på den tætte dialog vi har med kranførere som Jørgen, og med næsten 40 års erfaring er hans input uvurderligt. Han giver løbende feedback direkte til vores værksted og tøver ikke med at komme med forslag til forbedringer – både til sin egen kran og til HMF’s løsninger generelt.
Det er netop gennem denne slags samarbejde der gør, at vi kan udvikle løsninger, der skaber reel værdi for dem, der bruger vores kraner hver dag.
Tak til Jørgen for den gode snak, og for at være en vigtig del af HMF-fællesskabet – vi glæder os til mange flere løft sammen!