Freddy er på forkant med serviceaftaler til lastbilkraner

"Med en serviceaftale går vi fra at slukke ildebrande til at lave forebyggende vedligeholdelse," siger direktør for Vognmand.dk, Freddy Frederiksen.

Freddy Frederiksen har valgt en serviceaftale, der giver ham fire års udvidet garanti på kran og reservedele til en fast månedlig ydelse. Det giver ham sundere lastbilkraner, større forudsigelighed i hverdagen og bedre vilkår i banken.  

"Serviceaftalerne til vores HMF kraner gør, at vi er på forkant. Vi får mere forudsigelighed og frihed, fordi der ikke kommer uventede udgifter — og en bedre garanti på kranen de første år af dens levetid."  

Sådan lyder det fra Freddy Frederiksen, direktør for Vognmand.dk i Karlslunde. Han var blandt de første til at bestille HMF serviceaftaler til to nye HMF 2820 lastbilkraner og en HMF 7020'er. Dem har han nu kørt med i godt et år. 

Freddy Frederiksen har valgt HMF Committed-pakken, der giver ham fire års udvidet garanti på kran og reservedele til en fast månedlig ydelse.   

Serviceaftaler bliver standarden i fremtiden

"Serviceaftalerne gør, at det er lettere for os at lave likviditetsbudget, fordi vi kender vores faste udgifter. Det giver en styrke overfor bankerne. Jeg tror, at vi kommer til at se serviceaftaler på kraner som en standard i fremtiden. Og at banken derfor kan tilbyde os nogle bedre vilkår og renter," siger Freddy Frederiksen med et glimt i øjet. 

Han mener, der er sket en udvikling i, hvad det koster at køre lastbil og kran i dag. Og at man som vognmand bør kigge i retning af service- og leasing-aftaler.  

Med en serviceaftale går vi fra at slukke ildebrande til at lave forebyggende vedligeholdelse. Da en af vores chauffører gik på ferie, sendte jeg kranen til eftersyn hos HMF Roskilde. Så var udstyret ny-serviceret, da han vendte tilbage, og vi havde ingen nedetid."  

Skulle have været landmand  

Freddy Frederiksen har over 25 års erfaring som vognmand på Sjælland. Han har en forventning om, at det at være proaktiv omkring vedligeholdelse er billigere i længden og bedre for kranens sundhed. 

"Hvis al service er overholdt på et autoriseret værksted, har kranen også en anden værdi, hvis jeg en dag vil sælge den," tilføjer han.  

Egentlig er Freddy Frederiksen landbrugsuddannet og stod til at overtage familiegården på Lolland tilbage i 1990'erne. Men da han var først i 20’erne, drog han tre måneder af sted til USA. Han endte med at blive der i to år og tage stort kørekort.   

"USA gav mig et nyt perspektiv på transport og forretning. Da jeg kom tilbage til Danmark, kunne jeg mærke, at jeg skulle noget andet end landbrug."  

Hans onkel Arne havde en vognmandsforretning i Karlslunde og foreslog, at Freddy kunne køre lastbil for ham. Det gjorde nevøen så de næste syv år, indtil onklen gik på pension. Freddy Frederiksen overtog virksomheden i 2004. 

"HMF kranerne har været en indgroet del af forretningen siden starten i 1986. Min onkel var HMF-mand helt ind til benet," siger Freddy Frederiksen.  

22 lastbiler og 28 medarbejdere  

Siden overtagelsen er Freddy Frederiksen gået fra en flåde på tre lastbiler til 22 køretøjer i dag. Han har fået seks børn og har 28 medarbejdere ansat i forretningen.   

Vognmand.dks kunder er typisk private og mindre virksomheder på Sjælland, der ønsker at få udgravet en indkørsel, bortskaffet jord, leveret et læs grus eller andre vognmands- og kranopgaver.  

"Om fire-fem år kan vi se, om serviceaftalerne har været dyrere eller billigere, end hvis vi ikke havde haft dem. For der har vi nogle flere data. Vi har valgt at gå med fra start. For hvis man stiller krav til en leverandør, så må man også være en medspiller og selv bidrage til relationen og udviklingen," lyder det fra Freddy Frederiksen.