En nordjysk chauffør i Australien – og en kvinde i en mands verden

Sent om aftenen, klokken 23.45 australsk tid, starter Emmelie Wallentin sin vagt som lastbilchauffør i Australien. Baggrundslyde fra den store motor og vejens konstante summen danner rammen for vores samtale.

På trods af den store afstand mellem vores telefoner er hendes stemme klar og fyldt med begejstring. Den 21-årige nordjyde fra Hjørring har taget et usædvanligt spring i sin karriere og befinder sig nu bag rattet på en 26 meter lang lastbil, langt fra de danske landeveje.

Vejen til det australske eventyr

Emmelie blev uddannet hos Vendelbo Spedition og har siden altid drømt om at prøve kræfter med de store biler i udlandet. Under uddannelsens grundforløb så hun tv-programmet ”De unge truckere”, hvor én af deltagerne kørte i Canada. Det tændte en gnist i hende, og da hun blev kontaktet af Scandimate, som søgte danske chauffører til et nyt projekt i Australien, krævede det derfor ikke meget overvejelse; uden tøven sagde hun ja og pakkede sin kuffert.

I dag kører hun for Western Freight Management, hvor hun transporterer post mellem terminaler på strækninger, der spænder fra 3 til 14 timers kørsel og på ruter op mod 1270 km hver vej. Emmelies vagter består primært af natkørsel, men det har sine fordele, for så passer tidsforskellen med, at hendes venner og familie i Danmark er vågne, så hun kan snakke i telefon med dem imens hun kører. Hendes hverdag bærer præg af lange og skiftende vagter, hvor hun indimellem kører i 48 timer og kun har fri i 24 timer. Livsstilen danner en rytme, hvor søvn og arbejde er de primære elementer i hendes liv. Derfor er det meget vigtigt, at man trives i sit job, fortæller hun.

” Som lastbilchauffør skal man ikke være bange for sit eget selskab, og det hjælper også at være glad for musik og podcasts”, siger hun med smil i stemmen.

Frihed under ansvar

På arbejdspladsen er kulturen mere afslappet end i Danmark, og hun oplever at have stor frihed under ansvar. Hendes arbejdsgiver stoler på hendes dømmekraft, og det giver hende en handlekraft, som hun sætter stor pris på. Når man holder midt ude i Australiens mørke landskab om natten, langt fra et værksted, med et fladt dæk, bliver man nødt til at kunne træffe sine egne beslutninger. Det store ansvar kan også være udfordrende, når der opstår uforudsete scenarier, som det forventes, at hun selv håndterer. Men det er jo sådan man udvikler sig, fortæller hun stolt

Siden april 2024 har Emmelie været bosat i Sydney, hvor hun nyder, at det er sommer stort set hele året rundt. Den første måned i landet fik hun faciliteret en bolig, men nu deler hun et hus med 4 andre danske chauffører. Selvom de sjældent er hjemme samtidig, er det rart at have en gruppe omkring sig, så hun ikke føler sig helt alene, omme på den anden side af jorden. Hun er den eneste kvinde i huset, men det generer hende ikke – hun har altid trivedes godt i mandlige fællesskaber.

 

Fra fordomme til forbillede – Emmelie baner vejen for kvinder i transportbranchen

At være kvinde i en mandsdomineret branche har både fordele og ulemper. Nogle mænd mener, at kvinder ikke hører til i faget, mens andre ser hende som benhård. Hun oplever at få et ekstra blik eller to, når hun hopper ud af førerhuset, fordi man ikke er vant til at se en kvinde i en stor lastbil. Den største skepsis opstår, når hun skal læsse af; ”Nogle kollegaer løber nærmest hen for at hjælpe mig, selvom jeg ikke har brug for det. De undervurderer ofte mine evner, fordi jeg ikke ser ud af meget”, fortæller hun. Omvendt kan det være rart med lidt assistance på de dage, hvor alting driller.

Hun har tidligere oplevet fordomme, især i Danmark. Engang nægtede en kunde at tro på, at hun kørte alene og spurgte derfor gentagne gange efter, hvor hendes makker blev af. Det kan være frustrerende, men Emmelie vælger at tage det med et gran salt. Hun ved, at hun er lige så kompetent som sine mandlige kolleger – og statistikker viser faktisk, at kvinder har færre ulykker i store køretøjer, fordi de ofte kører mere forsigtigt; ”vi har ikke samme behov for at vise os frem på vejene”, siger hun grinene.

Hun oplever, at flere og flere kvinder træder ind i branchen, hvilket er positivt, men det går langsomt. Dér kan Norden lære lidt af Australien, hvor virksomheder har en mere aktiv tilgang til at rekruttere kvinder. Ifølge Emmelie bør man i Danmark gøre mere for at oplyse om de karrieremuligheder, der findes inden for transportfaget, som hun opfatter som en branche, der er udsat for mange fordomme udefra. Hendes råd til andre kvinder, der overvejer et job i en mandsdomineret branche, er simpelt:


”Lad være med at tage alting så tungt. Der vil altid være nogen, der mener, at man ikke hører til – men det er deres problem, ikke dit. Tro på dig selv og dine evner, og tag resten med et smil.”