

Reservedelene skal stadig ud: Hverdagen i After Sales under corona
4. maj 2020Danmarks corona-nedlukning har nu stået på i over en måned, og flere er så småt ved at vende tilbage til de danske arbejdspladser. Det gælder også Henrik Skriver Poulsen fra HMF’s After Sales afdeling, der den seneste måned har hjulpet kunderne med reservedele og spørgsmål hjemme fra stuen – og spørgsmål, dem er er der nok af i denne tid!
Der er stadig fuld knald på
HMF’s After Sales afdeling står som regel for at rådgive om, modtage og afsende reservedelsordrer, og ikke mindst stå klar, når kunderne har spørgsmål om deres kran. Arbejdsgangen er dog lagt en smule om for After Sales-medarbejderne i denne tid.
”Vi har stadig en del ordrer. Desuden modtager vi mange flere mails, da nogle kunder oplever, at deres pakker er forsinkede - eller bliver væk. Normalt kan vi love levering inden kl. 12.00 i hele Europa. Men nogle lande er jo så hårdt ramt, at fragt og levering af varer, medmindre det er til sygehusvæsenet, ikke har prioritet. Det kan vores kunder godt mærke. Heldigvis har mange en god forståelse for sådanne forsinkelser lige nu,” fortæller Henrik.
At svare på mails og spørgsmål i telefonen har ikke været et problem, når man arbejder hjemmefra, men ikke alle opgaver har kunnet klares fra hjemmestationen.
”Vi bliver nødt til at være på fabrikken for at taste ordrerne ind, booke fragt, printe labels, som lagerfolkene skal klistre på kasserne, samt sikre at de forskellige fragtmænd kommer og henter pakkerne på de rigtige tidspunkter. Desuden er vi ofte også i løbende dialog med vores kolleger på lageret, hvis de har spørgsmål til den ordre, de lige nu går og samler fra til.”
Dette har After Sales-kollegerne løst ved at være få på arbejde ad gangen og fordele sig over nogle af de afdelinger, der har stået helt tomme. Nu er afdelingen, sammen med mange af HMF’s andre medarbejdere så småt ved at vende tilbage til kontorerne – men naturligvis med de gængse regler om at holde afstand.
Fokus på at holde kunderne kørende
Coronakrisen har da også påvirket Henriks arbejdsopgaver på andre måder.
”Jeg plejer at besøge vores partnere for at hjælpe dem med at finde ud af, hvad de skal bruge af reservedele for at opfylde deres kunders behov. For eksempel kigger vi på reservedelsforslag til det enkelte værksted og på hvilke kraner, der er mest populære i et givent område,” siger Henrik og fortsætter: ”… men alt det er jo sat lidt på hold for nu”.
Normalt sørger Henrik og hans kolleger også for at afgive tilbud til kunderne, men p.t. er alle kræfter sat ind på at sikre, at så mange af vognmændene som muligt kan få deres kraner hurtigt ud at køre i tilfælde af krannedbrud.
”Det handler om at få reservedelene ud til kunderne, så de oplever så lidt down-tid som muligt. Herudover prioriterer vi at besvare vores kunders spørgsmål” siger Henrik og fortsætter:
”Vi sender stadig op mod 100 pakker om dagen, så verdens vognmænd kan blive ved med at holde hjulene i samfundet i gang.”
Selvom Henrik egentligt synes, at det går godt, situationen taget i betragtning, så glæder han sig til at komme på den anden side af corona, hvor han igen kan pleje den personlige relation med kunderne og være lidt tættere på kollegerne.
”Jeg glæder mig til, det bliver hverdag igen – hvordan hverdagen så end bliver efter corona … Det er godt at arbejde hjemmefra, men det var ikke noget, jeg kunne tænke mig at gøre hver dag. Jeg savner kollegerne og det sociale”.