Thorkild får bedre overblik og stabilitet med RCL 5400 og opgraderet EVS 

25. maj 2021


Kranfører Thorkild Andreasen har afprøvet to opgraderede styresystemer til HMFs lastbilmonterede kraner: RCL 5400 og den nyeste version af stabilitetssystemet EVS. Vi mødte ham en morgen på job i Østjylland for at høre hans vurdering. 

Solen vælter ned over Fængslet i Horsens. Foran bygningen holder en HMF 9520 kranlastbil og løfter kabeltromler op. De ligner enorme yoyoer, som de hænger der i luften. 

Kranfører Thorkild Andreasen fra K. Hansen Transport vinker os hen mod lastbilen efter færdigt læs. Han kommer lige fra en serviceopdatering hos HMFs serviceværksted i Galten. Her har han for nylig været blandt de første til at få RCL 5400-styresystemet og opgraderingen af stabilitetssystemet EVS installeret. 

Ikonerne er mere brugervenlige 

"RCL 5400 er nemmere og mere overskueligt at bruge," siger Thorkild Andreasen. "Displayet lyser op og fortæller på stor afstand, hvor fejlen er, hvis der er én. Det giver et bedre overblik." 

Den foregående version, RCL 5300, havde farvede knapper, hvor RCL 5400 har mere intuitive ikoner. Alle kran-relaterede funktioner er samlet ét sted, ligesom de stabiliserings-relaterede funktioner er blevet lettere at gå til.  

"RCL 5400 viser tingene mere i billeder i stedet for bare at spytte tal ud. Ikonerne er mere brugervenlige," siger Thorkild Andreasen. 

Kranførere bliver taget med på råd 

Siden slutningen af 2020 har Thorkild Andreasen også kørt med den seneste opgradering af det dynamiske stabilitetsovervågningssystem Electronic Vehicle Stability (EVS), udviklet af HMF. EVS overvåger stabiliteten af et køretøj i alle kranens arbejdsområder.  

"Det opgraderede EVS gør det lettere at føre kranen tilbage i en sikker position, hvis køretøjet bliver ustabilt. Jeg kan sænke fly-jib'en og skyde udskuddene ud, bare jeg ikke øger afstanden til kranens centrum." 

Det klassiske EVS-system har kun én løsning, hvis køretøjet bliver ustabilt: at standse alle bevægelser og gå i nødbetjenings-mode. Men med opgraderingen kan Thorkild Andreasen vælge mellem flere handlinger, der stabiliserer køretøjet såsom at køre udskuddene ind igen. Altså køre retur med samme funktion, som forårsagede problemet. Han kan foretage den modsatte handling af det, som udløste et såkaldt “EVS-stop”. 

"Jeg har flere muligheder nu, hvilket gør det endnu mere fleksibelt, sikkert og stabilt at arbejde med kranen. Og det er rent faktisk, fordi HMF har spurgt os, der bruger systemet. Som kranførere er vi blevet taget med på råd. Det synes jeg er fedt." 

Jeg skal helst kunne mærke det i maven 

Thorkild Andreasen har kørt lastbil siden 1996 og betjent kraner de seneste 15 år, men ikke HMF kraner. Derfor var han lidt skeptisk, da K. Hansen Transport valgte HMF 9520'eren. 

"Men da jeg kiggede på opbygningen, vægten, prisen og leveringstiden, gav det mening. 9520'eren er 1.500 kilo lettere end lignende kraner på samme størrelse. Jeg får en løfteevne på 4,5 tons, hvilket er meget i forhold til størrelsen." 

K. Hansen Transport har i dag to HMF 2620’ere, to 7020’ere på vej udover 9520’erne, syv kranbiler i alt. Thorkild Andreasen er meget tilfreds med den service, han oplever fra HMF. 

“Der er altid nogen, jeg kan få fat i, hvis jeg har brug for hjælp. Man bliver taget godt imod ude hos HMF i Galten. Det er et fedt sted at komme.” 

Når Thorkild Andreasen ikke arbejder med kran rundt omkring i Danmark, tilbringer han tid sammen med sin familie og går på jagt i Vejen. Til spørgsmålet, om han aldrig bliver bange, når han styrer 9520’eren 37 meter op i luften til 9. etage på en byggeplads, svarer han med et skævt smil:  

“Det skal helst bide lidt hver dag. Jeg skal helst kunne mærke det lidt i maven.” 

 

Vil du også opgraderes til RCL 5400 og/eller det nye EVS? 

Kontakt os i dag for mere information om lanceringen.